Jeg plejer at give mellem 1 og 5 stjerner, men det rækker simpelt hen ikke til Zugspitze. Det er bare en vild oplevelse at stå på Tysklands højeste punkt, næsten 3 kilometer over havets overflade og kigge ud over alperne og ned på Eibsee. Turen op er ikke engang spor anstrengende. Til gengæld er den dyr. Jeg må indrømme, at jeg stadig gemmer min billet til Zugspitze-svævebanen. Den giver mig lidt gåsehud af lige dele fryd og højdeskræk, hver gang jeg ser den.
Zugspitze: Tysklands uovertrufne højdepunkt
Der er flere veje op på Zugspitze. For bjergbestigere er der sikkert kun én, men for os andre er der tre: Tiroler Zugspitzbahn, som starter fra Obermoos i Østrig, Eibsee Zugspitzbahn, som starter ved Eibsee og Bayerische Zugspitzbahn, som er (tandhjuls)tog kombineret med gletscher-svævebane. De to sidstnævnte muligheder kan kombineres som man lyster, så man kan tage én vej op og den anden vej ned. Vi havde lidt travlt – det var dumt, men man må udnytte sol og klart vejr, når vejrudsigten lover masser af regn – så vi tog svævebanen både op og ned. Hvis vi kommer på de kanter igen, afsætter vi en hel dag og tager toget, i hvert fald den ene vej. Så kan man også nå vandreturen rundt om Eibsee ved samme lejlighed. Dén tur har vi til gode, men du kan se en PR-film om den her:
Lad bilen blive hjemme og tag toget
Det er værd at bemærke, at hvis man tager bilen til svævebanen, skal der også betales for parkering. Jeg husker ikke prisen, men det var dyrt, og i betragtning af, at en voksenbillet (i 2022) kostede 63 euro pr. mand, havde det været tilfredsstillende at spare parkeringen og hoppe på Zugspitzetoget i Grainau, hvor vi boede. Det er da meget hyggeligere at køre med tog, og toget til Zugspitze kørte lige forbi vores ferielejlighed (og koster ikke ekstra udover de 63 euro).
Men måske er det godt, at det lige pludselig gik stærkt, for jeg nåede ikke at få kolde fødder. Det var kun min tredje tur i en svævebane, og langt den mest dramatiske. Jeg var ikke sikker på at jeg turde! Jeg vil ikke påstå, at jeg sad og nød udsigten. Jeg stirrede stift på bjerget – ikke op, ikke ned. Men jeg klarede turen uden at holde mig for øjnene (eller begynde at tude. Dét havde været pinligt…).
Turen tager 7 minutter (38 km/t).
Kun for bjergbestigere og uansvarlige vovehalse
Bjergstationen er stor og flot, og i øvrigt bygget sammen med den østrigske bjergstation. Udsigterne trodser enhver beskrivelse med sit panoramablik over 400 bjergtinder i fire lande (Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein) og langt, langt nede: Den underskønne Eibsee.
Man kan godt komme ud fra bjergstationen og gå rundt eller klatre, men det anbefales kun erfarne klatrere at gøre det. Vi så dog også sommerklædte turister (en af dem i klip-klappere!!) klatre op til det højeste punkt med det gyldne spir…Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på dem!
Alle kan komme op på Tysklands højeste bjerg
Derimod var det en særskilt glæde at gå rundt sammen med kørestolsbrugere, hundeluftere og alle mulige andre, fordi tilgængelighed – Barrierefreiheit – synes at være lidt af en religion for tyskerne.
Man kan spise i panoramarestauranten på bjergstationen, men vi havde madpakke med, så jeg kender hverken til kvaliteten eller prislejet.
- Eibsee-svævebanen blev indviet i 2017 og er indehaver af tre verdensrekorder.
- Ståltårnet, der holder kablerne oppe, er verdens højeste (127 meter).
- Svævebanen tilbagelægger flere højdemeter end nogen anden svævebane (1945 meter).
- Der er 3213 meter fra støttetårnet til bjergstationen. Det er verdens længste, frie spænd.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.