Her får du mest historisk (u)hygge for køreturen

Hansestad, Unesco-by, romansk mesterværk, rekord i bindingsværkshuse - og en spændende historie om en kirkeskat, der blev plyndret i slutningen af 2. verdenskrig

Quedlinburg i Harzen

Borgere i kamp for altstadt

I middelalderen var byen i den nordlige udkant af Harzen en rig og magtfuld hansestad. I dag er den turistmagnet takket være slottet, kirken og den gamle by med over 2000 bindingsværkshuse, der udgør en af de bedst bevarede middelalderbyer i Europa.

Hele herligheden stammer fra byens storhedstid for 1000 år siden, og blev i 1994 udråbt til Unesco Verdenskulturarv. Det skete, efter at byens befolkning med succes havde kæmpet imod en planlagt nedrivning af et stort stykke af Altstadt.

Fotos: Tyskofyt

Trans Romanica

Smukke eksempler
på rundbuestil

Quedlinburg er også med på den romanske turistrute, Strasse der Romanik (Trans Romanica), ikke at forveksle med Romantische Strasse, selv om Quedlinburg bestemt godt kan kaldes romantisk.

Den romanske (romerske) byggestil var udbredt i Europa fra cirka 1000 til 1050. Herhjemme var vi lidt bagefter, og den romanske periode i Danmark varede fra cirka 1050 til 1240. På dansk bruger vi oftere udtrykket rundbuestil.

St. Servatius

Vartegn med udsigt

I Quedlinburg er det især domkirken, Stiftskirche St. Servatius, der fremhæves som romansk pragtstykke. Sammen med slottet udgør kirken byens altdominerende og flotte vartegn, men udsigten fra slotsbjerget over den historiske Altstadt er altså heller ikke at foragte.

Domkirkens hovedportal formodes at være den ældste søjleportal i Tyskland og også indvendigt er der masser at beundre: Ornamentik og kalkmalerier, kostbare kunstgenstande, skulpturer og relikvier fra øverste hylde. Desuden ligger domkirken inde med Europas ældste, knyttede tæppe fra omkring 1200.

I krypten står sarkofagerne indeholdende det første tyske regentpar, Heinrich 1.(slottets og kirkens grundlægger, kendt som Henrik Fuglefænger, død i 936) og Mathilde (død i 968 og siden helgenkåret for at have stiftet et kvindekloster, der herskede over Quedlinburg slot i de efterfølgende århundreder).

Der er løbende udstillinger, teaterforestillinger og musikalske arrangementer i kirken.

Nazitiden

Himmler og helvede

Op til 2. verdenskrig dyrkede SS-lederen Heinrich Himmler den gamle konge, Heinrich 1., som “den mest tyske af alle tyske herskere”. Himmler forestillede sig, at han var en reinkarnation af Heinrich 1 og ville gøre Quedlinburg Slot og domkirke til en nazistisk helligdom.

Quedlinburg Domkirke blev holdt lukket fra 1938 og under hele krigen.

Til gengæld var krematoriet travlt beskæftiget med at brænde ofrene fra den lokale afdeling af KZ-lejren Buchenwald.

" Quedlinburg har en spændende fortid, og givetvis også en god fremtid, for byens borgere gør hvad de kan for at bevare den fantastiske, historiske Altstadt "
Tyskofyt
Tysklandsfan

Quedinburg-skatten

Skinhellig soldat plyndrede kirken

De sidste måneder af 2. verdenskrig var Quedlinburg besat af amerikanske styrker, som pillede nazisternes ørn ned fra tårnet, genåbnede domkirken og lod kirkeklokkerne ringe over byen igen.

En af de amerikanske soldater var flittig kirkegænger, og han stjal adskillige uvurderlige, middelalderlige genstande fra domkirken og smuglede dem med hjem efter krigen. Quedlinburg-skatten blev i mange år anset for at være gået tabt, men dukkede op igen i Texas efter den langfingrede soldats død i 1980’erne. 

Herefter fulgte et længere juridisk slagsmål mellem Tyskland og USA om at få skatten udleveret og returneret til Quedlinburg.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget