Byen ville være elsket af influencere - hvis bare de havde hørt om den

Harzen er velforsynet med fantastisk smukke, hyggelige og berømte historiske byer. Én af de mindre kendte er Stolberg i den sydlige del af Harzen. Den vrimler ikke med turister, så den er stille og fredelig. Desuden er den virkelig fed at tage billeder af.

Smuk bymidte

Lille by med stor Altstadt

Vi havde rigtig mange højdemeter i benene efter besøg på borgruinen Hohnstein og Kyffhäuser Denkmal, men vi skulle jo have noget at spise, og derfor kørte vi ind til Stolberg, selv om vi faktisk ikke orkede at gå mere.

Byen gav straks fornyet energi. Den er simpelthen så fotogen med sine fine, gamle huse langs den slyngede hovedgade, den gamle byport og – på toppen af en høj bakke – et flot slot. Lad det være sagt med det samme: Vi fik ikke så meget ny energi, at vi slæbte os op til slottet. Det må blive en anden god gang.

Stolberg har kun 1200 indbyggere, så det er en lille by. Til gengæld har den en stor, velbevaret og smukt sammenhængende historisk bykerne med cirka 380 bindingsværkshuse fra 1400-1600-tallet.

Byen blev i 1993 som den første by i Tyskland udnævnt til “historisk Europaby” på grund af sin kulturhistoriske betydning.

Den er selvfølgelig også med på bindingsværksruten, Fachwerkstrasse.

Fotos: Tyskofyt

Forhistorie

Miner
og mønter

Stolberg er første gang nævnt i historiske kilder i 1210, men den opstod allerede omkring år 1000 som bosættelse for minearbejdere.

Byens senere velstand skyldes også minedriften, og det dermed forbundne kobber- og metalarbejde. Desuden fik byen tilladelse til at slå mønter, og det kan man få meget mere at vide om på møntmuseet, Alte Münze, som desværre var lukket, da vi besøgte byen.

" Engang var Stolberg en stor og rig by. I dag er den lille, men særdeles smuk "
Tyskofyt
Tysklandsfan

Al dente

Pizza i det
gamle rådhus

Det gamle rådhus fra midt i 1400-tallet er fint, men knap så iøjnefaldende som mange andre historiske rådhuse i Tyskland. Måske fordi det i dag danner ramme om en italiensk restaurant og vi var hundesultne, så vi var mere optagede af at få noget at spise.

På den modsatte side af markedspladsen står Saigerturm, et smukt, højt tårn fra 1200-tallet, som man bare SKAL prøve gå igennem.

Ved indkørslen til Altstadt er den mere rustikt udseende Rittertor bevaret. Det er fra 1300-tallet, men ombygget i barok stil i 1640.

Slottet

Leverandør til deN hollandske kongefamilie

Stolberg Slot stammer fra 1200-tallet, men blev ombygget i renæssance- og barok stil i 1500-1700-tallet. Både slottet, der er ejet af Deutsche Stiftung Denkmalschutz og slotshaven er åben for besøgende.

Slottet besøges især af hollandske turister, for her blev stammoderen til Oranje-slægten, den hollandske kongefamilie, født i 1506.

Det var Juliana von Stolberg und Wernigerode, som tilbragte de første 13 år af sit liv på Stolberg Slot, der dengang var i greveslægten Stolbergs eje. Senere blev Juliana mor til Willem van Oranje, “Vader des Vaderlands.

Stolberg Slot er af samme grund et stop på Oranjeruten, der løber gennem Tyskland og Holland.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget