Naturpark fuld af historie, arkæologi og skøn natur

Er du til naturskønne vandre- eller cykelture, må du ikke snyde dig selv for Altmühltal. Og især ikke, hvis du også er interesseret i historie og arkæologi. Tysklands tredjestørste naturpark omkring floden Altmühl er spækket med slotte, borge og arkæologiske sites og museer.

" Vi havde fem fantastiske dage i Altmühltal. Vi kunne nemt have brugt et par uger mere. Der er skønt - virkelig skønt. Og enormt interessant. "
Tyskofyt
Tysklandsfan

Vi boede i landsbyen Essing, og det gjorde vi fordi jeg havde opdaget den vildeste, fedeste bro. Den er kun få år gammel, af træ og så vrider den sig som en orm, deraf kaldenavnet Tatzlwurm. Den er stor og bred og tryg at gå på, men det er “kun” en gangbro, som fører fra Essing til stierne i naturområdet på den anden side af floden. Man må gerne tage sin cykel med over broen – hvis man trækker!  

Stierne på den anden side af floden fører op til flere huler i klipperne. Opstigningen er stejl, men ikke lang.

Schulerloch

drypstenshuler
med laserlysshow

Det lyder måske “corny”, men det er det ikke. Det er en vildt flot oplevelse, og faktisk lidt rørende, fordi det hele foregår omkring én. Snart går du rundt i et hav, hvor fisk svømmer forbi dig, snart trækker vandet sig tilbage, og mammutter trasker forbi. Blot for at blive efterfulgt af neanderthalere med spyd.

I tilknytning til hulerne er der et lille museum med arkæologiske fund.

En advarsel: Man parkerer bilen på en p-plads nedenfor hulerne, og går ad en sti op. Den er lang og pænt stejl. Og i 35 graders varme er den hård, skulle vi hilse og sige! Men anstrengelserne værd (og der er placeret en bænk hist og her langs stien, så man kan få en pause).

Donau-Weltenburg Kloster

NATURPARKENS STØRSTE OPLEVELSE

Selv om naturparken hedder Altmühltal, omfatter den også en lille, men udsøgt strækning af Donau, fra Kelheim til Weltenburg-klostret.

Man kan køre, vandre eller cykle rundt i området, men det sjoveste er at hoppe på en turbåd i Kelheim og sejle gennem Donaudurchbruch. Det et vanvittigt flot! Feriens højdepunkt. 

Napoleons nederlag

ENORM SEVÆRDIGHED

Fotos: Tyskofyt

I Kelheim finder man også monumentet Befreiungshalle, som set nede fra Donau ser ud til at være for stort til det bjerg, den står på. Det er den trods alt ikke, men enorm er den, og det er et helt vildt stykke bygningskunst, som afgjort også kan anbefales. Udsigten oppe fra taget er mageløs.

middelalderlig universitetsby

Regensburg

En halv times kørsel fra Kelheim ligger universitetsbyen Regensburg. Det er ganske vist uden for naturparken, men det er altså en flot by, og den nærmeste større by med en fantastisk flot middelalderlig bykerne, og én af de flotteste alléer, vi nogen sinde har set.

Og her er der i hvert fald masser af spisesteder.

Forresten skulle Kelheim også være værd at kigge nærmere på, men det fik vi ikke rigtig gjort, bortset fra en aften, hvor vi brugte flere timer på at lede efter et sted at spise en god bøf. Det var i sommeren 2023 og manglen på arbejdskraft var så slem i området, at restauranterne enten var overfyldt eller lukket, så vi endte med at spise kl. 21.30 – på McDonalds…

forkert valg

Ruin eller
monument?

Det sidste vi nåede at se, mens vi var i Altmühltal, var borgruinen Donaustauf lidt uden for Regensburg. Man kan køre helt op til borgen, så det er dejligt nemt, og borgen er interessant og byder på en fabelagtig udsigt over Donau.

Man kan også se over til den næste bjergtop, hvor endnu et monument troner: Walhalla, der ulogisk nok er en kopi af  det græske tempel Parthenon i Athen.

Det skal også være en stor seværdighed, men vi valgte altså borgruinen, og havde hverken tid eller energi til at slæbe os op til Walhalla (som man IKKE kan køre op til).

Set i bakspejlet valgte vi nok forkert.

Mangellisten

NÆSTE GANG I ALTMÜHLTAL

Skulle vi komme tilbage til området – og det er bestemt ikke lysten, der mangler – skal vi have set Walhalla-monumentet.

Området vrimler med slotte, borge og borgruiner, og vi gik blandt andet glip af Bastionsparken i Eichstätt og Burgruine Obere Veste i Treuchtlingen

Hr. Tyskofyt vil nok også gerne besøge nogle af de mange arkæologiske museer.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Følg os

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.