Jeg gik vist og troede, at bindingsværk var et dansk påhit, da vi kom til Goslar i Harzen. Det var den første bindingsværksby, vi så i Tyskland, og jeg måtte flere gange hen og mærke på husene, for at forvisse mig om at bindingsværket og skiferen var ægte.
Hansestadt Goslar: Danskeres yndlingsby i Harzen
Goslar ligner et glansbillede – nåja, lige bortset fra det allestedsnærværende stormagasin, Karstadt, lige midt i den historiske bymidte!
Når man ikke har set sådan en by før, er det næsten ikke til at se sig mæt. Der er så mange smukke bygninger, og byen er så hyggelig at gå rundt i.
Mæt på den traditionelle måde kan man sagtens blive, for der er masser af spisesteder, men man kan komme til at vente længe på et ledigt bord, hvis vejret er godt og man er der i højsæsonen, sådan som vi var.
Goslar er en turistmagnet – af gode grunde – og især danskere er åbenbart vilde med byen, at dømme efter, hvor meget dansk tale, vi lagde øre til. Jeg tror, der var flere danskere end tyskere i byen, de dage vi var der.
ANNONCE:
UNESCO verdensarv
Goslars stolthed, Rammelsbergminen er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er en over 1000 år gammel sølvmine, som i dag er besøgsmine. Den står på guidede rundture i minen, og jeg må tilstå, at jeg ikke rigtig gider.
Det kan være, jeg snyder mig selv for en fed oplevelse, men der er vandreture, der skal vandres, borge, der skal udforskes, og udsigter, der skal nydes. Så vi må have Rammelsbergminen til gode.
- Goslar er Harzens hovedby og administrative centrum.
- Byen har en mere end 1000 årig historie og var residens for de tysk-romerske kejsere. Det gamle kejserpalads, Kaiserpfalz (øverste billede), er smukt og byder desuden på et flot vue ud over byen.
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Følg os
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
