Neuschwanstein er en perversitet, men vanvittigt berømt – allermest fordi netop dét slot har stået model til Disneys slotte. Det er Tysklands største turistmagnet. Et eventyrslot. Et drømmeslot – er det overhovedet rigtig ægte? Svaret er både ja og nej.

Neuschwanstein: Det mest populære slot i verden

Rated 5 out of 5

Selv om slottet er målet for rejsen, spærrer man øjnene op, når man ser det. Beliggenheden er nøje udvalgt, så alpetoppe, skove og tindrende blå søer danner den perfekte, storslåede kulisse, og slottet selv, ja, det er ufatteligt smukt.

Som vores billeder viser, var det ret træls vejr, da vi besøgte Neuschwanstein, og det var held i uheld, for godt nok var der mange mennesker. Men i smukt vejr i højsæsonen ville der være sort af mennesker på slottet, i landsbyen og på vejen til og fra. Turister kommer fra hele verden for at se eventyrslottet med egne øjne. Men da vi var der, havde meteorologerne lovet torden. Vi tog chancen, og heldet var med os. Det holdt tørt, og uvejret kom først senere på dagen. Det havde givetvis været flottere i solskin og med blå himmel, men det var også en fabelagtig oplevelse i gråvejr.

Kongeligt drømmeslot

Ægte er slottet jo, som i: Det er ikke en papkulisse. Kunstigt er det også, for det er ikke engang 150 år gammelt, selv om det skal se ud som om det har adskillige hundrede år bag sig.

Neuschwanstein Slot er virkeliggørelsen af kong Ludwig II af Bayerns vision om det perfekte eventyrslot, og det var her kongen tilbragte sine sidste leveår. Kongen var besat af eventyr og han brugte hele landets formue på at bygge slotte. Han blev betragtet som excentrisk af sine tilhængere og som rablende gal af sine fjender. I 1886 blev han erklæret uhelbredeligt sindssyg, en diagnose, der stadig er til debat. Han blev desuden umyndiggjort af regeringen, der ikke ville være med til at øde flere penge væk på slotsbyggerier.

Kong Ludwig II druknede kort tid efter i Starnberger See, og der er den dag i dag stor uenighed om, hvordan han kom af dage.

Den historiske autencitet er helt i skoven på Neuschwanstein Slot, men det er eventyrligt smukt.
Tyskofyt
Tysklandsfan
Fotos: Tyskofyt

3 måder at komme op til slottet

Man kan ikke køre i bil op til slottet. Man kan gå ad vejen eller bjergstier i området, eller man kan tage bussen eller en hestevogn (bare rolig: vognene har hjælpemotor, så hestene er ikke ved at slide sig ihjel).

Hvis man ikke har “gode ben” eller kondi til bjergvandring, anbefaler vi bussen, som afgår fra p-pladsen ved Hohenschwangau Slot og kører til et stoppested over Neuschwanstein. Herfra går man ned til slottet, og udsigten fra vejen er ubetaleligt smuk.

Udsigten fra vejen over Neuschwanstein til Hohenschwangau mellem søerne Alpsee og Schwansee. Foto: Tyskofyt

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Del indlægget