Tyskland byder på et utal af flotte højborge. Falkenstein ved Pfronten i Alperne er ikke en af dem. Bevares, det er den højest beliggende af dem alle, men der er ikke meget borg at se, og vi tager aldrig derop igen – så er det sagt. Hold da kaje, hvor var fru Tyskofyt ved at dåne af højdeskræk.
Burg Falkenstein i Alperne: Tysklands højest beliggende borgruin
Udsigten er ubetalelig: Det østlige Allgäus bjerge, grønne vidder og tindrende blå søer så langt øjet rækker, og det er langt, når man står på Falkenstein (ikke at forveksle med Falkenstein i Harzen eller nogle af de andre steder med samme navn).
Vejen er skrækindjagende
Lidt under ruinen ligger der et hotel, Hotel Falkenstein, og man burde jo kunne gå ud fra, at vejen op derfor er til at have med at gøre. Tro om igen. Den er smal, stejl, snoet og på sine steder rædselsvækkende. Nedturen er heldigvis altid meget værre end turen op, når man har højdeskræk, og det er ikke første, og formentlig heller ikke sidste gang, fru Tyskofyt er nødt til at tage turen ned til fods.
Der er ikke meget tilbage af den gamle borg
Der er p-pladser ved foden af bjerget, men det kræver gode ben at tage turen op til fods. Der er to km, hvis man følger vejen. Der er også p-plads ved hotellet. Vejen er – gudskelov – reguleret, så man kan køre op i nogle tidsrum, og ned i andre. Der skal betales et lille gebyr for at køre op. Det sidste stykke vej fra hotellet op til borgen går ad smalle, dårligt vedligeholdte trin, “sikret” med et faldefærdigt gelænder ud mod afgrunden.
Selve borgen er der ikke meget tilbage af. I teorien kan man gå rundt om ruinen, men det kan man ikke, hvis man har højdeskræk. Der er laaaangt ned.
Ruinen får to stjerner. Den ene for at være den højest placerede, den anden for udsigten.
Ved hotellet er der et lille borgmuseum, som vi ikke besøgte. Ruinen har ikke sin egen hjemmeside, men man kan se åbningstider m.m. LIGE HER.
- Burg Falkenstein ligger næsten 1300 meter over havets overflade, over Vilsdalen ved Pfronten. Der er udsigt til bl.a. Weissensee, Hopfensee og Forggensee.
- Borgen er bygget af grev Meinhard II af Tyrol i 1270, mestendels som en magtdemonstration. Den var alt for dyr at holde kørende, så den fik hurtigt lov at forfalde, og under 30 års krigen blev den brændt ned, for at forhindre fjenderne i at forskanse sig på stedet.
- Ludwig II - den bayerske konge, der brugte formuer på at få opført sit drømmeslot, Neuschwanstein, og andre vilde projekter - kastede i 1884 sin kærlighed på Falkenstein, og havde planer om at bygge endnu et eventyrslot på ruinen. Men han nåede kun at få anlagt vejen og lægge vandrør ned, før han døde i 1886.
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Følg os
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
