De fleste har hørt om Rottefængeren fra Hameln. Den fløjtespillende rotte-forfører er bare et eventyr, men byen er særdeles virkelig, og den lever højt på både den digtede historie og den ægte.
Hameln: Her har de rotter på gulvet
Hameln har en flot historisk bymidte med fantastiske, store middelalderlige bygninger, og hist og her er en brosten skiftet ud med en messingrotte. Især om sommeren kan man næsten ikke undgå at støde på en eller anden udgave af rottefængeren, oftest på de steder, hvor eventyret foregår. Rottefængeren fra Hameln er dateret til 1284, og det siger jo lidt om, hvor lang en fortid byen har.
Byens børn forsvandt og blev aldrig fundet igen
Eventyret, som blev nedskrevet af Brødrene Grim i 1816, menes at bygge på børnekorstoget i 1212, hvor tusindvis af våbenløse børn fra Frankrig og Tyskland under ledelse af Nicholas af Köln forsøgte at slutte sig til kampen mod muslimerne i Jerusalem. De fleste børn nåede aldrig frem. Nogle havde held til at vende hjem, mens andre blev holdt fast på deres korstogsløfte. Og så var der dem, der blev narret ombord på skibe og sejlet til en krank skæbne som slaver.
Eventyrets rottefænger kan være inspireret af Nicholas af Köln. Baggrunden kan dog også være, at 130 af Hamelns børn og unge i 1284 blev lokket ud af byen af en agitator i et forsøg på at kolonisere andre dele af Tyskland.
Brødrene Grimms version af historien
Eventyret som det fortælles af Brødrene Grimm handler om en ung mand, der befrier Hameln for rotteplagen. Manden spiller så skønt på sin fløjte, at han kan lokke rotterne ud i Weser-floden, hvor de drukner. Da rottefængeren bagefter ikke får sin betaling, hævner han sig på byen ved at lokke alle byens børn til at følge sig ud af byen, hvor de forsvinder sporløst.
Eventyret gjorde Hameln verdensberømt, og det er byen stadig.
Man behøver dog ikke interessere sig for gamle folkesagn for at nyde et besøg i byen. Den er eventyrlig i sig selv, og selvfølgelig optaget på den tyske eventyrrute, Deutsche Märchenstrasse.
- Hamelns historie startede i 800-tallet med en kirke og siden et kloster, som købstaden efterfølgende voksede op omkring. I 1426 blev Hameln optaget i Hanseforbundet.
- Under 30 årskrigen besatte Christian IV Hameln fra 1625 til 1633, hvor den danske konges styrker kapitulerede efter et nederlag ved Oldendorf.
- I anden halvdel af 1600-tallet blev byen kraftigt befæstet, og i slutningen af 1700-tallet havde Hameln den stærkeste befæstning i Hannover. Fæstningsværkerne blev ødelagt af franske styrker efter Hamelns kapitulation til Napoleon i 1806.
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Følg os
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
