Der er mange charmerende gamle hansestæder i Tyskland, men en af de flotteste må være Warburg. Vi blev vildt overraskede, da vi lidt tilfældigt besøgte byen under vores miniferie i Teutoburger Wald.
Warburg: Overset, men vildt flot hansestad
Warburg mellem Kassel og Paderborn ligger malerisk ved floden Diemel omgivet af skove og bakker. Den oprindelige borg ligger højt på et bakkedrag over den gamle bydel.
Man kan sagtens køre op på burgberg og finde et sted at parkere, men det vidste vi ikke, så vi parkerede ved det gamle rådhus nede i byen og travede op til borgen ad en smal sti mellem høje træer. Da bevoksningen begyndte at åbne sig, så vi fik det fulde vue over burgberg, gjorde vi store øjne: Hold k… det er flot!!
Træ-massakren i Warburg
I den gamle fæstningsmur/bymur oppe på bjerget er der en mindeplade over massakren på byens træer under 30 års krigen i 1600-tallet. Alle træer, buske og anden bevoksning blev hugget ned, for at sikre et frit udsyn fra borgen, så fjenden ikke uset kunne snige nærmere. Og hvis de vovede at nærme sig borgen alligevel, var de lige til at plaffe ned.
Warburg blev da heller ikke erobret.
Siden er nye træer vokset op, og de gemmer altså på en prægtig overraskelse, når man endelig kan se hele herligheden.
Dobbelt by
Warburg er delt i to, Oberstadt (omkring borgen) og Neustadt neden for bjerget, men begge er fantastisk smukke og velbevarede og fulde af middelalderlig arkitektur og bindingsværkshuse.
Det betyder, at der også oppe på borgen er et gammelt rådhus – og det er ligeså flot som dét nede i byen, mindst!
Udsigten ned over byen er pragtfuld, og det er en herlig oplevelse at trave ad stierne mellem den gamle bydel nede ved floden den endnu ældre borg oppe på bjerget, der krones af en imponerende domkirke.
Store dele af den gamle bymur mellem de to bydele er bevaret.
- Warburg er første gang nævnt i historiske kilder i 1036 og fik sine byrettigheder i 1228. Byen var medlem af Hanseforbundet og et knudepunkt for handel.
- Lidt uden for byen på en markant bakketop ligger ruinerne af borgen Desenberg. Vi nåede ikke omkring ruinen, men det skal da ikke afholde jer andre! Udsigten over det omkringliggende landskab skulle være skøn.
- Der er masser af vandrestier langs floden og i landskabet omkring byen.
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Følg os
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
