Harzen er ikke kikset. Harzen er pragtfuld. Én stor legeplads for mennesker med hang til aktiv fritid og en masse pænt at se på for dem, der ikke gider okse rundt hele tiden. Vi er (foråret 2023) på vej på forlænget weekend i Harzen – igen. Der er meget, vi ikke har set eller prøvet endnu. Der er også nogle turistmagneter, der overhovedet ikke virker på mig.

Tre ting, der ikke kommer til at ske for mig i Harzen

  1. Titan RT. Hængebroen ved Rappbode-dæmningen. Jeg ønsker vildt at turde gå over broen, men jeg ved jo godt, at jeg ikke tør. Aldrig nogen sinde. Broen er bygget af stålgitre, så man kan “nyde” udsigten alle 100 meter ned til Rappbodedammen – gyyyys. Broen er den længste “af sin art”, hvad det så skal betyde, 450 meter. Dem, der synes, broen lyder for tam, kan muntre sig med en svævetur på samme strækning. Harzdrenalin Megazipline, hvor man får en sele på, bliver spændt fast til en wire og “flyver” over kløften. Vi har set én gøre det. Hun skreg hele vejen. Ikke sådan et muntert nøj-hvor-det-kilder-i-maven-skrig. Et rigtigt, skingert dødsskrig, der fik det til at løbe én koldt ned ad ryggen.
  2. Rammelsbergminen ved Goslar. Det er en over 1000 år gammel sølvmine, som i dag er besøgsmine og udråbt til Unesco Verdenskulturarv. Det ville garanteret være supersjovt at gå på opdagelse i minen, men det får man ikke lov til. Den står på guidede rundture med en masse “spændende” info, og det gider jeg ikke rigtig.
  3. Brocken – blandt danskere kendt som Bloksbjerg. Jeg tror, jeg har set en million billeder af den rødstribede mast på toppen af Harzens højeste bjerg (1142 meter). Det tager jeg som udtryk for, at der ikke er andet at fotografere. Brocken er desuden hårdt ramt af skovdød efter et voldsomt angreb af  typografbillen/Borkenkäfer. Dengang skovene stadig levede, var det sikkert en skøn udflugt, men i dag frister det ærlig talt ikke. Måske engang, når der ikke er flere “vil-besøge-flag” tilbage på kortet over Harzen.
Foto: Nawi112

ANNONCE:

Og så er de oplevelser, vi glæder os til i Harzen

Selv om vi har været i Harzen nogle gange, er der stadig masser af fede steder, vi ikke har været endnu. Vi har set Rosstrappe, men denne gang satser vi på at se klipperne fra den anden side af kløften, og trave ned langs Bode. Vi har set slottet i Wernigerode (som er helt vildt flot), men vi har ikke været i byen. Dén vil vi gerne gå en tur i. Og så er der Lauenburg-ruinerne ved Stecklenberg. Hen over Grosse Lauenburg-ruinen vokser et sjovt træ. Jeg er ikke den store krammer, men træer! Jeg er vild med træer. Frem for alt skal vi prøve Bad Harzburgs svævebane og trætop-gangbroen. Glæder mig!

NB: Indlægget er skrevet for flere år siden, og vi har besøgt både Wernigerode og Lauenburg-ruinen med det fantastiske træ siden. Vi blev ikke skuffet. 

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Del indlægget