Frisk luft og RIGTIG ferie

Klipperne længere inde i skoven  er flotte, men ikke så spektakulære, at du stresser for at få oplevelsen. Her er fredfyldt og afstressende. Et virkelig skønt vandreområde, hvor stierne er gode nok til at du kan cykle, hvis du hellere vil det.

Schwarzwassertal

En af de bedste feriedag i 2024

Du kender det godt, ikke? Du glæder dig så meget til at opleve en seværdighed, at du mentalt ifører dig skyklapper, og kun tænker på at nå frem til det forjættede mål? Du kan blive helt stresset af det. Og det er jo egentlig dumt, når du er på ferie og trænger til at slappe af.

Schwarzwassertal byder på en skøn vandretur langs åen Schwarzer Pockau, i daglig tale Schwarzwasser, over enge, gennem skov og mellem flotte klipper. Det var en af vores bedste feriedage i 2024. Vi kunne formelig mærke stressen sive ud af kroppen.

Beskyttet natur

8 kilometer hver vej

Ådalen er omtrent 8 km lang og regnes som en af de smukkeste i Mittelgebirge (bjergkæden, der går tværs igennem Tyskland og omfatter Erzgebirge). Dalen har grundet sin skønhed været beskyttet siden 1938, og beskyttelsen er skærpet gennem årene.

For at komme til vandrestierne, kan man parkere på en vandrer-p-plads i Pobershau. Vi parkerede på vandrer-p-pladsen ved den modsatte ende af området, ved Kühnhaidner Hauptstrasse, skråt overfor Gaststatte Schwarzwassertal.

Der er en lille legeplads og bordbænkesæt, hvor vi indtog vores medbragte kaffe efter traveturen.

Nonnenfelsen

flotte klipper

Vi fulgte vandløbet hele vejen til Nonnenfelsen, som er en spektakulær, lodret klippeformation, der rager mere end 60 meter i vejret lige ved siden af stien. Populær blandt klatrere og vildt flot. Åen er desuden rigtig livlig på denne strækning.

Da vi havde set os mætte, vendte vi om og gik samme vej tilbage. Det blev en tur på knap 10 km. Heldigvis havde jeg mit løbehjul med, så jeg ikke smadrede mit i forvejen overanstrengte højre ben yderligere.

" Schwarzwassertal står for os som en af vores skønneste feriedage i 2024 "
Tyskofyt
Tysklandsfan
Fotos: Tyskofyt

Grüner Graben

Den grønne grav

Hvis du har rigtig gode ben, kan du også trave videre til enden af dalen og følge den anden sti tilbage. Den går op på kanten af klipperne kaldet Katzenstein, og det ser ud til at være en superflot tur, men grundet mit dårlige ben, holdt vi os på den flade sti.

Ikke langt fra Katzenstein kommer du til kanalen Grüner Graben, som den højtbeliggende sti følger hele vejen tilbage til udgangspunktet.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Følg os

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget