Har du den mindste glæde ved at mærke det historiske vingesus, er Burg Falkenstein i den østlige udkant af Harzen et af de steder, du ikke må gå glip af. Borgen er indbegrebet af en middelalderlig ridderborg, der takket være sit spektakulære udseende er brugt som kulisse i adskillige film.

Falkenstein i Harzen: Unik ridderborg, hvor en skelsættende bog blev skrevet

Rated 5 out of 5

Du skal lige sikre dig, at du kører det rigtige sted hen, så du ikke ender ved en af de mange andre Falkenstein’er i Tyskland. Falkenstein i Harzen er – synes vi – den mest seværdige. Og den er autentisk i den forstand, at den aldrig er blevet ødelagt under et angreb eller brændt ned.

Selvfølgelig er der bygget om og til i løbet af borgens næsten 1000-årige historie, men den middelalderlige struktur er bevaret og omkranset af en næsten 17 meter høj mur. Det prægtige tårn belønner turen op ad trapperne med en fantastisk udsigt over Selkedalen.

" Falkenstein i Harzen er en yndet filmkulisse og et populært turistmål, og det forstår man godt. Det er præcis sådan, man forestiller sig en ægte ridderborg. "
Tyskofyt
Tysklandsfan
Fotos: Tyskofyt

ANNONCE:

Et stop på den romanske rute

Burg Falkenstein er optaget på Strasse der Romanik (Romanesque Route/Trans Romanica) – ikke at forveksle med Romantische Strasse. Strasse der Romanik fører forbi en lang række kirker, klostre og andre særligt fornemme eksempler på romansk kulturarv (10. til 12. århundrede) i Sachsen-Anhalt og Thüringen i Tyskland, og videre gennem Frankrig, Italien, Østrig, Portugal, Serbien, Slovakiet og Spanien.

Her skrev ridder Eike berømt bog om lov og ret

Borgen er også kendt som stedet, hvor lovskriftet Sachsenspiegel blev skrevet i 1200-tallet af ridderen Eike von Repgow på bestilling af Hoyer von Falkenstein. Bogen er et af de allerførste forsøg på at sætte ord og orden på de uskrevne love, der udgjorde tidens retstilstand i Saksen. Bogen blev kopieret og vandt udbredelse som gældende lov i store dele af Tyskland samt Holland og Polen gennem de efterfølgende århundreder.

ANNONCE:

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Følg os

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget