" Sächsische Schweiz er et helt unikt område med uendelige skove og mange, mange kilometer vandreruter, som også er yderst populært blandt klatrere på grund af de lodrette klipper "
Tyskofyt
Tysklandsfan
Er du til vandreture (eller klatring) i flot natur, skal du til Sächsische Schweiz. Her er de bedste steder at se og opleve i området.
Begynd allerede nu at lære at udtale det tyske navn: Sächsische Schweiz. Det er næsten umuligt uden at blive kvalt i det, så vi plejer at oversætte det til dansk: Saksisk Schweiz.
Et vigtigt råd: Læs skiltene, før du traver ud eller op ad de utallige vandrestier. Der er flere sværhedsgrader, fra de lette til dem, der er forbeholdt habile klatrere med sikkert fodfæste og uden antydningen af højdeskræk.
Stier kaldet “Malerweg” er de mest spektakulære, men kan også være strabadserende og særdeles udfordrende for klodsmajorer og folk med højdeskræk.
Saksisk Schweiz er en nationalpark i det bjergrige sydøstlige hjørne af Tyskland, der støder op til Tjekkiet. Bjergene fortsætter ind i Tjekkiet, hvor de kaldes Böhmische Schweiz.
De to områder ligger i bjergkæden Elbsandsteingebirge, som har eksporteret byggematerialer i enorme mængder. Sandstenene er nemlig lette at hugge i.
Elbsandsten er blandt andet blevet brugt til at bygge flere af Københavns slotte, hørte vi, da vi tog på sejltur på Elben ned gennem Schrammstein-området og ind i Tjekkiet.
Der er rig mulighed for at komme på korte (eller længere) sejlture med de små passagerfærger på Elben, hvor man uden at anstrenge sig kan nyde det fantastiske landskab.
Vi overnattede på et hotel i Bad Schandau, og sejlede derfra til Hrensko, lige på den anden af grænsen til Tjekkiet, hvor man kan få en pragtfuld vandretur op langs floden Kamenice gennem en vild kløft. Grupperne af lodrette sandstens-klippeformationer med mere eller mindre afrundet top er et imponerende og fremmedartet landskab med fantastiske udsigtspunkter.
TIP: Hvis du vil se mulighederne for at sejle med de små passagerfærger på Elben, skal du google “Elbe Schiffarht plus den by du vil sejle til/fra”. Vi sejlede med dem her: (Eksternt link).
Et af de mest utrolige steder, man kan besøge i Saksisk Schweiz, er klippeformationen Kuhstall (kostalden) 9-10 km øst for Bad Schandau.
Der er et par kilometer op, hvis man parkerer ved Lichtenhainer Wasserfall og følger skiltene. Det er en anstrengende vandretur, hvis man ikke er i topform, men på toppen venter en enorm klippehule med en storslået udsigt over nationalparken – og en vild trappe op på taget af kostalden for de modige.
Der er vist nok knap så langt op til det højeste punkt i nationalparken, men turen er til gengæld stejlere og hårdere.
Fru Tyskofyt følte sig ikke i form til turen, så hun blev hjemme og dasede, mens Hr. Tyskofyt kæmpede sig op på taffelbjerget Lilienstein. Det var anstrengelserne værd, hævder han.
Der er adskillige flotte borge og slotte i området.
Men den mest berømte er uden tvivl Königstein. Fæstningen kan ses på lang afstand alle vegne fra, men den ligner faktisk Lilienstein, så man skal se godt efter, for at være sikker på, hvad man kigger på.
Vi var oppe for at se Königstein, og her kan man rent faktisk køre op – og tage en shuttlebus hen til fæstningen, hvis man vil spare på kræfterne. Fæstningen er kæmpestor, så man skal nok få gået sine daglige skridt.
Desværre nåede vi så sent derop, at den venlige billetsælger opfordrede os til at komme igen en anden dag, hvor vi havde bedre tid, og vi fulgte hans råd. Eller det var vores plan. Det endte med at vi missede Königstein, så den står øverst på to do-listen, hvis vi kommer til Saksisk Schweiz igen. Eller måske næstøverst…
I Saksisk Schweiz er der ingen seværdighed over og ingen ved siden af Bastei Brücke, og selv om vi har været der før, er broen stadig nr. 1 på listen.
Det spektakulære bygningsværk hører til Tysklands absolut største turistmagneter – med god grund. Det er en vild bro. Smukt bygget, nervepirrende høj og med bjergtagende udsigt over Elben og bjergene. Men stå tidligt op og kom af sted i en fart. Ellers myldrer det med turister fra hele verden.
Der er fine, hyggelige, historiske byer i Saksisk Schweiz: Pirna og Bad Schandau f.eks. Men vi var fascinerede af naturen, så vi fik ikke rigtig kigget nærmere på dem. Den dag vi brugte som by-turister, kørte vi nordpå i Sachsen, til Meissen. Porcelænets hjemby med det flotte slot Albrechtsburg tronende højt på en klippe.
Vi kørte lige forbi eller igennem Dresden flere gange under vores ferie i Saksisk Schweiz, men vi gjorde ikke holdt. Så den har vi også til gode. Det skal være en utroligt smuk by, hvor alle de store historiske bygningsværker er genskabt, efter at have ligget i ruiner efter 2. verdenskrig.
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
