Der er selvfølgelig vanvittigt mange tyske byer, vi ikke kender (endnu), men efter en uge i Berchtesgaden er det svært – meget svært – at forestille sig, at der findes en by, der er et endnu skønnere udgangspunkt for en pragtfuld ferie.
Berchtesgaden: Alpeby i ufatteligt smuk kulisse
Berchtesgaden ligger vanvittigt flot med Alperne som kulisse og bjerget Watzmann som vartegn.
Nogle af Tysklands bedste naturoplevelser findes i nabolaget: Jenner-bjerget, Königssee, Hintersee, Kehlsteinhaus, Wimbachklamm, Almbachklamm m.v.
Byen selv er både køn og hyggelig med kultur og aktiviteter for enhver smag, masser af gode spisesteder, flotte kirker og gamle huse. Også historisk er Berchtesgaden interessant, ikke mindst pga. byens rolle under 2. verdenskrig.
Udsigt til Ørnereden
Vi boede i en privat ferielejlighed på en historisk gård et godt stykke oppe af Doktorberg. Meget bayersk med træskærerier hist og pist og alle vegne. Vores balkon havde udsigt til et stort kastanjetræ, så det var et lidt rodet billede, men til højre for træet tronede Watzmann, og til venstre havde vi en lille bakketop med Kirchleit’n kapellet, hvor turister i hobevis kom op for at tage billeder af bjergkæden. Mellem den grønne bakke og trækronen bjerget Kehlstein, hvor vi kunne se op til Kehlsteinhaus, også kaldet Hitlers sommerhus eller Ørnereden. Det var faktisk lidt forstemmende, for man kunne ikke rigtig lade være med at tænke på historien og blive trist til mode.
Skøn sti giver udsigt over byen
Der er uanede muligheder for at vandre, klatre og cykle i området. En rigtig sjov lille vandretur får man ad Soleleitungssteg, en fin gangbro på bjerget, hvorfra man har den flotteste udsigt over den historiske bydel. (Sole=rå salt. Soleleitungssteg, som er en del af Soleleitungsweg, er den gamle salt-transport-rute).
Obersalzberg-banen, en tjah-oplevelse
Byens svævebane, Obersalzbergbanen, kan derimod ikke få vores helhjertede anbefaling. Bevares – den er meget sjov og gammeldags. Man skal selv lukke og åbne for kabinen og skifte midt på bjerget. Det er lidt spændende. Man får et flot vue over byen på første halvdel af turen, men når man kommer op på bjerget, er der ikke så meget andet at se end høje træer. Man kan dog traske ned til Sommerrodelbahn (en gokartbane) et lille stykke længere nede. Her er der en flot udsigt (og et toilet!!). Vi prøvede ikke gokartbanen, men det så sjovt ud. Hvis vi skal tage banen igen en anden god gang, skal det være for at vandre ad stierne ned til byen. Det er sikkert en dejlig tur, og så er det jo skønt med skyggefulde træer, hvis det er en varm dag. Nå ja, man kan også tage Obersalzbergbanen op og gå hen til bussen, der kører til Kehlsteinhaus, som stod højt på ønskelisten, før vi kom til Berchtesgaden. Men vores udsigt til huset fratog os fuldstændig lysten til at besøge det.
Næsten alle nazistiske bygninger er jævnet med jorden
Hitler og hans kumpaner tilbragte meget tid i Berchtesgaden, men Kehlsteinhaus, der blev bygget som en gave til Hitler på hans 50 års fødselsdag i 1939, er næsten det eneste, der er bevaret. Alt andet er revet ned. Til gengæld er der bygget et informationscenter med det diskrete navn “Dokumentation” i tilknytning til Kehlsteinhaus. Her kan man lære mere om nazitiden i Berchtesgaden, men centret var lukket pga. ombygning, mens vi var på ferie i byen.
Du kan læse mere om Kehlsteinhaus og dokumentationscentret her (tysk eller engelsk).
ANNONCE:
- Berchtesgaden nævnes første gang i historiske kilder i 1102 pga. områdets rigdom på saltaflejringer.
- Meget af byens velstand er kommet fra saltminerne, hvor der i dag er besøgsminer, saltbade m.m.
- I 1978 blev området med Watzmann og Königssee udråbt til nationalpark, Nationalpark Berchtesgaden, og i dag lever byen af turisme.
- Watzmann er 2713 meter højt og det tredjehøjeste bjerg i Tyskland næstefter Zugspitze og Hochwanner.
Wow-effekt
Og så til noget
meget smukkere...
Det er unægtelig en hel del mere fredfyldt at køre ud af byen mod nord, og kigge på valfartskirken Maria Gern. Den yndige kirke er måske det mest fotograferede motiv i Berchtesgaden og brugt som lokation i adskillige film. Aaaah – en lise for øjet og balsam for sjælen. Det behøver man ikke være troende for at nyde godt af.
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Følg os
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
