Hvad er størst: Menneskeskabt eller naturlig attraktion?

Nogle af Schwarzwalds største seværdigheder befinder sig i den samme lille by. En rigtig køn og hyggelig by omgivet af stejle, skovklædte bjerge. Det er heldigvis en smagssag, om de menneske- eller de naturskabte seværdigheder er størst. Mon ikke de fleste besøgende i Triberg vælger at besøge begge slags?

Kuk ind

Ur så Stort som et hus

Verdens største kukur ligger lige uden for Triberg og fylder et helt hus. Du kan fnise lidt ad det eller ryste på hovedet. Har de fået pip? Men hvis man tænker lidt nærmere over det, er kukuret da en opfindelse, der vidner om både dygtighed, livsglæde og humor.

Verdens største kukur er så stort, at man kan gå indenfor og se, hvordan det enorme tandhjulssystem fungerer. På gavlen kan man se fuglen komme ud og kukke hver halve time.

Bagefter kan man gå ind i butikken og købe sig fattig i lokalt fremstillede kukure i alle størrelser og udformninger. De er ikke billige, men det er der vel heller ikke noget at sige til. 

Vi beherskede os og lod vores euro blive i lommen. Jeg har en skummel formodning om, at man ret hurtigt bliver træt af alt det kukkeri, når man er kommet hjem igen.

Fotos: Tyskofyt

Sten fik nyt liv

Men byen
er rigtig fin

Byen er hyggelig med mange fine huse prydet af det flotteste træskærer-arbejde: Schwarzwald i en nøddeskal. At byen har været en populær turistdestination i mange, mange år vidner de fornemme gamle hoteller om.

På en bakke midt i byen ligger Tribergs kurpark, hvor man også kan se de sørgelige rester af Triberg-borgen. Det er ikke meget, der er tilbage, og i sammenligning med byens øvrige attraktioner, er den næsten ikke værd at nævne.

Borgens præcise oprindelse er usikker. Måske er den bygget i starten af 1200-tallet, måske først lidt senere. I hvert fald blev den ødelagt i 1600-tallet under Trediveårskrigen, og efterfølgende blev mange af de gamle sten fjernet og genbrugt i byens byggeprojekter.

I hvert fald vidner ruinen om at Triberg har en lang historie bag sig. Byen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1300-tallet og udviklede sig til en vigtig handelsby, der dog især blev kendt for sine urmagere, der udviklede det berømte Schwarzwald-kukur. 

Og så for den attraktion, der fik turismen til at blomstre allerede i 1800-tallet.

Sikke en tur

Vildt vand og tamme egern

Gutach-floden bruser og plasker ned ad bjergsiden til Triberg. Triberg-vandfaldet falder 160 meter i alt og er Tysklands største. 

Man kan følge vandet hele vejen, via stier, trapper og broer. Der skal betales entré, i skrivende stund 8 euro pr. voksen, men så følger Tribergs mere eller mindre tamme egern også med i prisen. Det vrimler med egern, og de er i sig selv blevet en attraktion for byen.

Egern så vi, men ikke vandfaldet. Desværre. Et overanstrengt ben tillader mig ikke at gå så meget på trapper. Men vi nød synet af Gutach-flodens brusende færd ned gennem byen.

" Vi fravalgte turen op langs Tysklands største vandfald, så vi har kun et par billeder af vandløbet gennem byen. "
Tyskofyt
Tysklandsfan

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget