Da vi skulle finde et sted at overnatte i nærheden af Donau og Regensburg, faldt fru Tyskofyt pladask for den lille by Essing. Den ligger faktisk ikke ved Donau, men ved bifloden Altmühl, som løber sammen med Donau 10 km øst for Essing, i den lidt større by Kelheim.
Essing: Neandertalere, nationalpark og ny, flippet bro
Essing ligger langs floden og den sideløbende Main-Donau-kanal med imponerende, lodrette klipper i ryggen. På den anden side af floden og kanalen er der skovklædte bjerge med klippehuler, hvor vore tidligste forfædre huserede, og stejle vandrestier, så man kan udforske hele herligheden. Området hedder Altmühltal og strækker sig mange kilometer vestpå. Det er en af Tysklands største nationalparker.
Landsbyen, der har alt
Udover den fantastiske natur og arkæologiske fund helt tilbage til tidlig stenalder, byder denne lillebitte by med kun lidt over 1000 indbyggere på fine, gamle huse, en flot borgruin, landskabskunst langs kanalen, en fin gammel bro – og en ny træbro, der simpelt hen er så flippet!!
Bro opkaldt efter fabeldyr
Den nye bro (øversted billede) er opkaldt efter sagnfiguren Tatzlwurm – en øglelignende skabning med korte ben og katteansigt. Broen er stor og robust, men gynger faktisk, når man går over midterstykket.
Dette overdådige bygningsværk, der har ganske få år på bagen, er forbeholdt gående trafik og fører “bare” over til vandrestierne på den anden side af Altmühl. Det er Tyskland, når det er bedst. Det er svært at forestille sig et lignende projekt i Danmark, i hvert fald ikke i en “ubetydelig” landsby. Tatzlwurm er Europas længste træbro med en spændvidde på 193 meter.
Videnskabelig guldgrube
Nu skal “ubetydelig landsby” selvfølgelig tages med et ordentligt læs salt, for Essing er en af de ældste bebyggelser i Bayern, nævnt første gang i skriftlige kilder i år 976. Bynavnet er af keltisk oprindelse. Essing = Eisen = jern, og der er spor efter en keltisk smedje i byen.
Klippehulerne omkring byen var allerede beboet i den sidste istid, og området er af enorm videnskabelig betydning. De ældste fund fra “Klausenhöhlen” er fra den sidste istid i alpe-området, som sluttede 10.000 år før vor tidsregning.
- Essing eller Markt Essing (byen fik markedsrettigheder allerede i 1336) omfatter faktisk tre forbundne landsbyer: Altessing, Neuessing og Randeck med tilsammen godt 1000 indbyggere.
- Schulerloch er en imponerende drypstenshule lige øst for Essing, hvor der også er gjort fantastiske fund, herunder skeletrester af neandertalere, hulebjørne m.m. Har du læst Hulebjørnens Klan, kan du næsten ikke undgå at komme til at tænke på seriens hovedperson, Ayla.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
