Historisk sværvægter og mega hyggelig

Du skal ikke køre langt for at nyde en af Tysklands historiske perler. Hansestædernes hovedstad og dermed magtcentrum i Nordeuropa.

Hansestaden Lübeck

Elskeligt bynavn

Det er da lidt pinligt, vi ikke har skrevet om Lübeck før. Det er ellers den tyske by (ud over Flensborg og Slesvig), vi har besøgt flest gange. Byens navn kommer af det gamle vendiske ord for elskelig. Og det er præcis, hvad Lübeck er.

Sidst vi besøgte byen synes vi dog, den var blevet sådan lidt mere snusket at gå rundt i. Med grupper af misbrugere/hjemløse nogle steder i den gamle by. Det kan man selvfølgelig vælge at se som en charme.

SMUTTUR

Hanseforbundets
hovedkvarter

Måske glemmer man lidt, hvor “stor” en by, Lübeck er, fordi den ligger så dejligt tæt på, bare et par timers kørsel fra grænsen. Måske ikke stor i geografisk betydning, men kæmpestor i historisk sammenhæng.

 

I middelalderen, hvor vandvejene var hovedfærdselsåre, var Lübecks beliggenhed ved floden Trave genial, for Trave gav direkte adgang til Østersøen og det nordlige Europa. Lübeck var en stor og rig by – hovedbyen i middelalderens magtfulde Hanseforbund.

Beliggenhed

Vand til alle sider

Den gamle bydel ligger på en ø omgivet af floderne Trave og Wakenitz og Travekanalen, og den er imponerende med sine høje tårne og mange flotte, gamle pakhuse.

Lübecks gamle bydel blev udråbt til Unesco verdensarv allerede i 1987.

Den berømteste bygning er dog den pragtfulde, gamle byport, Holstentor, der i dag er museum. Holstentor er verdensberømt på niveau med de største slotte, så dén må man ikke snyde sig selv for, uanset om man gider besøge museet.

Fotos: Tyskofyt

Ned til fortiden

Historiens vingesus

Jeg er ikke meget for at støve rundt på museer (i modsætning til Hr. Tyskofyt, der ikke kan få nok!), men ét museum, synes selv jeg, er virkelig spændende og sjovt, og det ligger i Lübeck.

Det er det europæiske hansemuseum LINK. Der er foretaget store arkæologiske udgravninger, og nogle af de oprindelige bygninger er fritlagt UNDER museet. En elevator fører dig derned, direkte ned til fortidens Lübeck, hvor du kan gå rundt i gamle gange og rum. Selv om man har hørt, at bygningerne i gamle byer, også i Danmark, er bygget ovenpå tidligere tiders bygninger, og at byernes jordoverflade på den måde er blevet hævet med adskillige meter gennem århundreder, er det en vild oplevelse at se det i virkeligheden. Altså, virkelig helt vild.

Fotos: Tyskofyt

Turistmagnet

Dansk favoritby

Lübeck er selvfølgelig en turistmagnet og en rigtig danskerfavorit. Der er masser af overnatningsmuligheder, hvor man givetvis kan bo godt og bekvemt, men netop i Lübeck har vi overnattet ret alternativt. Én gang på en båd indrettet som et lille pensionat. Det var hyggeligt at ligge i sin køje og kigge på vandet gennem koøjet. 

Sjovest var dog et gammelt byhus, der kun var få meter bredt, men til gengæld i fire etager. Med en enkeltseng på hver etage. Jeg skyndte mig at lægge beslag på den indbyggede alkove på 2. sal, mens hr. Tyskofyt måtte slæbe sig ad den smalle, stejle trappe helt op på 3. sal, hvor også den lillebitte tv-stue befandt sig.

Det var billigt og meget, meget spøjst indrettet. Adressen var lige til at kløjes i: Medings Gang i Grosse Gröpelgrube.

" Holstentor er et fantastisk bygningsværk, men Lübeck har rigtig meget andet at byde på. Det er en dejlig by "
Tyskofyt
Tysklandsfan

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget