Der er nok mere “leben” om vinteren

Den højest beliggende by i Tyskland er Oberwiesenthal: Luftkurby og skisportsparadis i Erzgebirge, et stenkast fra grænsen til Tjekkiet. Om sommeren er der ikke meget gang i den.

Oberwiesenthal og Fichtelberg

Efter alperne er man nok lidt forvænt

Vi besøgte byen i det gamle DDR i sommeren 2024, og lad os nu være helt ærlige: Vi synes, der var kedeligt! Der var virkelig stille, for ikke at sige stendødt, og når man lige har været en uge i Alperne, er Erzgebirge altså ikke voldsomt imponerende.

" Det er det største skisportsområde i Østtyskland, og måske er der mere gang i den om vinteren? Det er der sikkert, når området slår sig op på netop vintersport "
Tyskofyt
Tysklandsfan

Gå en tur i skoven

Basis for dejlige skovture

Der er enormt mange skønne vandrestier i hele området, så hvis man er til traveture i naturen, kan området bestemt anbefales. Der er mange vandløb og skov, skov og mere skov samt hist og pist imponerende klippeformationer.

Men tilbage til Oberwiesenthal, der ligger 915 meter over havets overflade ved foden af Fichtelberg, som med sine 1215 meters højde er det højeste bjerg i delstaten Sachsen.

Det er en gammel sølvmineby, men minedriften stoppede i 1800-tallet og turisme blev hovederhvervet, fortrinsvis vinterturisme.

Fotos: Tyskofyt

Smart (engang)

Antik futtog
og svævebane

Smalsporsbanen Fichtelbergbahn åbnede i 1897 og kører stadig skisportsturister og vandrefugle til og fra Fichtelberg.

I 1924 åbnede svævebanen Fichtelberg Schwebebahn, og i 1938 blev den første skihopbakke indviet. Der er også skilift på bjerget.

Svævebanen kører året rundt og kunne fejre 100 års jubilæum, mens vi var på ferie i området, så selvfølgelig skulle vi prøve den. Den er renoveret for nylig, men fremstår i sit originale udseende.

 Svævebaner er altid sjove, men Fichtelberg-banen er ikke noget særligt. Hele området er meget… nåja, DDR-præget, og Fichtelberghuset på toppen af Fichtelberg er virkelig … autentisk. Det skriger DDR ud til alle verdenshjørner!

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget