Mange steder i Tyskland er der mere eller mindre en borg på hver eneste bjerg- eller bakketop, men i Berchtesgadener Land, og i det hele taget omkring de tyske Alper, er der ikke meget at komme efter. Der er dog Karlstein, som troner på Pankrazklippen uden for hovedbyen, Bad Reichenhall. Borgen kan ses viden om.
Karlstein borgruin: Fra borg til slot til ruin på 900 år
Man skal forlade landevejen St2101 og køre et godt stykke ud af en lille, smal vej kaldet Schmalschlägerstraße, og så er det ellers bare med at holde udkig efter skiltet, der viser op til borgen. Der er en lille p-plads i siden af vejen og to stier op: Den ene til borgen, den anden til en kirke.
Mange trapper op ad bjerget
Traveturen op til borgen består mest af trapper – gode, solide, trygge trapper. Vi talte ikke trinene, men vi mødte et tysk par, som også havde været oppe at se valfartskirken St. Pankraz på nabo-klippen. Der er 365 trin op til kirken, hævdede de. Om det stemmer, undersøgte vi ikke. Vi havde nok i at gå op til borgen, og der er i hvert fald ikke i 365 trin, for kirken ligger lidt højere (selv om det grangiveligt føles som om man står på borgen og kigger ned på kirken).
Tårn skæmmet af graffiti
Ruinen er et besøg værd, selv om der ikke er meget at udforske. Det gamle tårn er renoveret, men det er en tom skal (skæmmet indvendigt af graffiti).
Der er en flot udsigt over Bad Reichenhall og de omkringliggende bjerge.
Opkaldt efter en af de første "forpagtere"
Burg Karlstein er bygget i 1150 og blev “forpagtet “ til et loyalt medlem af overklassen i Bad Reichenhall, udpeget af ærkebiskoppen. I slutningen af det 12. århundrede hed “forpagteren” Karl, og borgen blev opkaldt efter ham.
Borgen blev sidenhen bygget om til slot, men omkring år 1700 begyndte stedet at forfalde og blev overladt til vind og vejr helt frem til 1970, hvor de første mindre renoveringsarbejder blev sat i gang. I 2010 besluttede de lokale myndigheder at gennemføre en større sanering af borgruinen. Murværket blev istandsat og sikret, og stien op til borgen blev forbedret.
VANDRETIP: For virkelige vandrefugle er Karlstein-ruinen med på den næsten 34 km lange vandrerute “burgenweg-bad-reichenhall”, som også går ind i Østrig. Læs mere her (på tysk).
- Burg Karlstein ligger i 615 meters højde over Thumsee ved Bad Reichenhall. Hvis man trænger til at blive frisket op efter traveturen, er Thumsee en skøn badesø.
- Den katolske valfartskirke St. Pankraz, der ligger ganske tæt på borgen - i fugleflugtslinje - blev bygget i slutningen af 1600-tallet. Man skal dog helt ned fra borgen, for at komme op til kirken, hvor der formodes tidligere at have ligget en forborg til Karlstein.
- Området har været beboet langt tilbage i oldtiden. Umiddelbart ved nordflanken af Pankrazklippen er der fundet vidnesbyrd om adskillige bosættelser fra bronzealderen.
- Burg Karlstein er første gang nævnt i skriftlige kilder i 1208.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
