U-turistet og virkelig smuk hansestad

Nogle hansestæder er mere berømte end andre, og man kunne jo tro, det skyldes, at de ukendte ikke er noget særligt, men Einbeck er bestemt ikke kedelig. Vi havde aldrig hørt om byen, men dens gamle by er skøn! Især træskærerarbejdet på mange af husene er så imponerende, at man næsten overser al det fine bindingsværk.

Tæt på A7

På højde med
berømt naboby

Byen ligger midt i Tyskland, praktisk nær A7, hvis man skal have en overnatning på vej til eller fra Sydtyskland. Lidt nord for, og måske i skyggen af, Hann. Münden.

Da vi kørte videre, var vi dog helt enige om, at Einbeck sagtens kan måle sig med Hann. Münden. Ikke at der er noget galt med sidstnævnte, men Einbeck er ikke turistpræget på samme måde, og fremstår derfor mere naturlig og ægte.

Einbeck er med på den tyske bindingsværksrute, Fachwerkstrasse.

Velbevaret

Wow, hvor flot

Der er skam et turistbureau i Einbeck, så måske er tyskerne helt klar over, at Hann. Münden ikke er den eneste historiske perle i området. Bureauet holder til i et af de flotteste huse i byen.

Træskærerarbejdet er imponerende og ind imellem også sjovt.

Forresten byder bymidten også på flere grønne åndehuller med skyggefulde stier, bænke og hvad der ellers hører til.

" Hvorfor render vi altid ind i bryllupper, når vi rejser rundt i Tyskland? Det er mystisk. Og så på en mandag eftermiddag… "
Tyskofyt
Tysklandsfan
Fotos: Tyskofyt

særpræget rådhus

Tårne nede
på jorden

På markedspladsen finder man byens vartegn, i form af et fint gammelt rådhus. Det er bygget i samme stil som f.eks. det berømte rådhus i Wernigerode i Harzen, men tårnene står nede på jorden. Det ser sjovt ud. Selvfølgelig var der bryllup, da vi var i byen, så det kneb lidt med at få taget et godt, menneskefrit foto. 

Rådhusets historie går helt tilbage til 1300-tallet, men det gik tabt i en stor brand i byen i 1540, hvorefter det blev genopført. Tårnene blev bygget til i slutningen af 1500-tallet.

I dag holder byens administration til i det nye rådhus lige uden for den gamle bydel. Det nye rådhus er faktisk også flot.

Det gamle rådhus bruges blandt andet til vielser, og desuden udlejes den store hal i stueetagen til diverse arrangementer.

Opfandt bockbier

Stolte brygger-traditioner

Er der noget Einbeck er kendt for, er det sin øl. I dag brygges Einbecker Bier på et moderne bryghus i byen, og eksporteres til hele verden, men allerede i middelalderen gjorde Einbecks stærke bockbier byen rig og berømt.

Bockøl er oprindeligt fra Einbeck, men blev siden forbundet med bayern, fordi en brygmester fra Einbeck flyttede til München og tog sine kundskaber med sig.

Einbecks gamle bryghus, “Brodhaus”, ligger stadig centralt på markedspladsen og vidner om byens stolte traditioner, og det er i høj grad Einbecks velhavende bryggerfamilier, der i sin tid byggede de imponerende bindingsværkshuse, hvoraf 150 er bevaret og i dag udgør en unik og fornem samling af bygninger fra senmiddelalderen og renæssancen.

Man skal jo ikke blande alkohol og hestekræfter, men…

Europas største

Kæmpe samling af oldtimers

I Einbeck er de 13.000 indbyggere ikke kun stolte af deres øl, men også af deres bilmuseum, PS.Speicher, der har fordelt Europas største samling af oldtimers på fem forskellige udstillingssteder.

Vi interesserer os ikke for gamle biler og motorcykler, så vi besøgte ikke museet, selv om det frister med over 2500 udstillede genstande. Du kan se mere på PS.Speichers hjemmeside

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget