På den nordlige rand af bjergkæden Schwäbische Alb, højt over dalen Neidlinger Tal ligger en af Sydtysklands mest spektakulære borgruiner, Reussenstein.
Den er bygget på en fritstående klippe cirka 760 meter over havets overflade, og allerede på afstand ser borgen ud som noget fra et romantisk eventyr. De lyse mure hænger næsten ud over afgrunden, mens udsigten strækker sig langt ud over Alb-landskabet.
Ingen ved med sikkerhed, hvem der byggede borgen. Historikere mener, at den blev opført i anden halvdel af 1200-tallet, sandsynligvis af lokale adelsslægter med tilknytning til Neidlingen. Reussenstein lå ved en af de ældste overgange mellem Alb-plateauet og dalene nedenfor og havde derfor stor strategisk betydning. Her kunne borgens herskere kontrollere trafikken gennem området og holde øje med de vigtige handels- og forbindelsesveje.
Oprindeligt har borgen omfattet af en forborg, en hovedborg, et stort beboelseshus og et kraftigt forsvarstårn. Adgangen gik over dybe voldgrave og gennem flere porte, mens klipperne omkring anlægget fungerede som et naturligt forsvar. De bevarede mure viser stadig, hvor imponerende anlægget har været. Særligt sydmuren med sine mange åbninger hænger dramatisk ud over klippekanten. Og adgangsvejen er stadig dramatisk. Jeg måtte sætte mig på en bænk og vænne mig til synet af afgrunden, før jeg vovede mig over broen til borgen. Og det er altså ikke bare mig, der er pylret.
Forfatteren Gustav Schwab beskrev i 1823 en vandring til Reußenstein “gennem tætte skove og langs svimlende afgrunde”. Da han nåede frem, fandt han ruinen skjult mellem træer og buske, men med en udsigt så storslået, at han beskrev stedet som en af Schwäbische Albs største seværdigheder.
Når nu man ved så lidt faktuelt om Reussenstein, må man jo finde på en historie at fortælle, og et gammelt sagn knytter sig da også til ruinen.
Sagnet blev nedskrevet af digteren Wilhelm Hauff allerede i begyndelsen af 1800-tallet, og hævnder at Reussenstein er bygget på ordre af en kæmpe Heim, der boede i en hule på en klippe direkte overfor Reussenstein.
I sin fortvivlede ensomhed beordrede kæmpen byggefolk fra nær og fjern til at bygge en borg til ham, og sådan blev Reussenstein-borgen til. Men da kæmpen indtog sit nye hjem, opdagede han, at der manglede et søm i det højeste vindue, og blev rasende.
Byggelederen tilstod, at ingen turde klatre ud og slå sømmet i, og selv om kæmpen tilbød en fyrstelig betaling til den, der klarede opgaven, var der stadig ingen, der turde.
Det endte dog med at en ung byggearbejder, der var forelsket i byggelederens datter, vovede pelsen, mod et løfte om, at han måtte gifte sig med pigen, hvis han slog sømmet i – og ikke styrtede i afgrunden og brækkede halsen.
Det lykkedes, og kæmpen blev så rørt, at han forærede borgen til det unge par. Vi gætter på, at de levede lykkeligt til deres dages ende.
Der er en kort vandretur fra p-pladsen nær Reussenstein til borgen. For enden af grusvejen er der et lille plateau med en sti til borgen, en bænk og en forfærdelig masse udsigt til dalen. Kanten er ikke spærret af, der er end ikke et skilt, der advarer om den lodrette fald fra klippen. Det var vi ærlig talt temmeligt forundrede over.
Vi har ikke taget et billede af afgrunden, for vi turde ikke gå derhen! Men den gamle tegning her giver et indtryk.
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.