Dansk monument
Til rigets forsvar
Tyskerne er glade for monumenter og især længere sydpå finder man enorme bygninger, der udelukkende er skabt for at imponere.
Danskerne har tilsyneladende ikke den slags tilbøjeligheder, og et af Danmarks helt store mindesmærker er da heller ikke særlig opsigtsvækkende, sådan rent visuelt.
Dannevirke ligger lidt syd for Slesvig, og der er bare voldene at se i landskabet. Eller det meste af dem. De er sunket lidt sammen, men cirka 80 procent er bevaret.
Dannevirke var Danmarks forsværsværk mod syd. Strakte sig 30 km tværs over det, der dengang var Sønderjyllands smalleste sted.
Dannevirke daterer sig tilbage til år 400-500 e.v.t. og blev justeret og udbygget flere gange indtil 1200-tallet.
Det var her Danmark tabte krigen i 1864.
Resterne blev udnævnt til fredet natur i 1950 og fredet som fortidsminde i 1958. Det regnes for Nordens største fortidsminde.
I 2018 blev stedet udnævnt til Unesco Verdenskulturarv sammen med den nærliggende landsby Hedeby (på tysk: Haithabu), som var en af Danmarks første byer (nævnt første gang i skriftlige kilder i 804 e.v.t.) og en af Nordeuropas første handelsbyer. I vikingetiden var Hedeby Nordens vigtigste handelsby takket være placeringen ved den nord-syd-gående hærvej og den øst-vest-gående handelsrute via Ejderen, Trene og Slien. Dengang var byen en del af Dannevirke.
I dag fortælles historien på et frilandsmuseum i Hedeby, og der er selvfølgelig også et museum ved Dannevirke. Begge museer er tosprogede. Det manglede bare!
