I 2017 holdt vi sommerferie ved Main-floden, bare halvanden times kørsel fra én af Tysklands mest populære byer, Rothenburg ob der Tauber. Men vi havde aldrig hørt om byen, mærkeligt nok. Vi havde en periode, hvor vi hyggede os med at lægge puslespil, og ét af dem havde “das Plönlein” som motiv. Jeg anede ikke, hvad det var, men pludselig faldt det mig ind, at kigge nærmere på æsken. Måske stod der, hvor motivet fandtes ude i virkeligheden? Jow da: Rothenburg ob der Tauber. Jeg undersøgte mere, og byen røg direkte ind på min rejse-ønskeliste.

Rothenburg ob der Tauber: Tysklands hyggeligste by

Rated 5 out of 5

Jeg reserverede overnatning i byen i 2020, men så kom corona. Jeg prøvede igen i 2021, men da coronarestriktionerne var virkelig hårde i Bayern, opgav vi igen. Da det endelig lykkedes i 2022, var det helt uvirkeligt, at vi endelig var der. Og at byen var lige så eventyrlig som på puslespillet.

Jeg styrtede selvfølgelig med det samme ud for at forevige das Plönlein. Vi boede 100 meter derfra. Das Plönlein er en lille plads, med et charmerende, gammelt bindingsværkshus mellem to af Rothenburgs mange berømte tårne. Det er et af de mest fotograferede motiver i Tyskland.

De tusinde motivers by

Byen er vidunderlig: Brosten og bindingsværk. Og den restaurerede bymur, ringmuren, der binder alle tårnene sammen. Flere af tårnene kan man komme op i, og ringmuren kan man gå på næsten hele vejen rundt.

Der er så mange smukke og spændende steder i Rothenburg, at man næsten tror, det er løgn. En travetur langs ydersiden af bymuren er også værd at tage med. Ud til “slottet”, som ikke eksisterer mere, og rundt i parken med de enorme, skyggefulde træer. Man burde kunne se Tauberen, men det holder hårdt, for området langs floden er temmelig vildtvoksende. Men pyt med det. Der er så meget andet at kigge på.

KLIK HER for at læse om det pragtfulde landskab fuld af forrevne klipper, stejle vinmarker og flotte højborge i UNESCO-området Oberes Mittelrheintal.

KLIK HER for at læse om en anden dejlig, lille by fuld af middelalderlig charme, Lauf an der Pegnitz.

Byen har ry for at være overrendt

Vi var i Rothenburg midt i juni, og havde lidt frygtet, at der ikke ville være til at komme frem for turister. Vi havde hørt, at byen var overrendt, men der var ingen trængsel. Det var lige tilpas, og jeg tøver ikke med at tilslutte mig dem, der mener, at Rothenburg ob der Tauber er Tysklands skønneste, historiske by.

Allerede i 1800-tallet begyndte kunstmalere og turister at rejse til Rothenburg og i slutningen af 1800-tallet blev de første bevaringslove vedtaget, så den historiske bymidte ikke blev ødelagt. Under 2. verdenskrig blev cirka en tredjedel af bymidten jævnet med jorden, men husene er siden blevet rekonstrueret.

"Rothenburg har ufatteligt meget at byde på, men gå langt uden om byens kulinariske specialitet: Schneeballen. Bwadr, hvor er de søde og klistrede og tunge"
Tyskofyt
Tysklandsfan
Fotos: Tyskofyt

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Del indlægget