Jeg kommer snart til at revidere min liste over Tysklands dejligste byer, for i sommeren 2023 kom vi forbi et par byer, der helt stensikkert skal med. En af dem er Lauf an der Pegnitz.

Lauf an der Pegnitz og Wenzelburg: Det kan næsten ikke blive hyggeligere

Rated 5 out of 5

Den historiske bydel i Lauf an der Pegnitz er en lille juvel med et fint slot på en lille ø i floden Pegnitz og en hyggelig, overdækket gangbro fra slottet til den historiske bydel. Ja, man kan selvfølgelig også køre over floden til den gamle bydel. Bilbroen er også både gammel og flot.

Møller og øller

Bynavnet, som er nævnt første gang i 1243, henviser til Pegnitz’s løb med et kraftigt fald lige neden for øen med slottet. En opgørelse fra 1500-tallet over antallet af møller viser, at der var flere i Lauf end i den nærliggende storby Nürnberg. Lauf var desuden smart beliggende på hovedfærdselsåren mellem Nürnberg og Prag, og har derfor altid tjent godt på overnatning og beværtning af rejsende.

Vi besøgte Lauf an der Pegnitz på vej fra Tangermünde til Essing. Undervejs lagde vi også vejen forbi Schloss Burgh.

Fotos: Tyskofyt

Tårnværelse med udsigt

Altstadt strækker sig op fra floden og præges af Johanniskirkens høje tårn, som man ifølge byens hjemmeside kan gå op i og nyde udsigten fra “sommerværelset”, men det opdagede vi desværre ikke, mens vi var i byen. Tårnet er muligvis kun tilgængeligt i forbindelse med en ført rundgang. Tårnværelset er ualmindelig smukt.

KLIK HER for at få en virtuel rundtur (tysk side).

Den gamle by ligger mellem to flotte byporte og byder på et iøjnefaldende og fritliggende gammelt rådhus midt på markedspladsen og masser af andre fine, gamle bygninger. Her er masser af caféer og restauranter og en skøn, sydlandsk stemning.

"Vi var trætte og uoplagte efter en steghed køretur, men en gåtur gennem Lauf an der Pegnitz og aftensmad på den asiatiske restaurant under den enorme hængepil ved floden løftede humøret gevaldigt - sikke en dejlig lille by ”
Tyskofyt
Tysklandsfan

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

Del indlægget