Regensburg i Bayern praler af at have Tysklands bedst bevarede middelalderlige storbykerne, og i hvert fald har byen Tysklands ældste, bevarede stenbro – og en utroligt flot allé, som man dog skal kende til, for at finde den. Byen er naturligvis Unesco Verdenskulturarv.
Regensburg: Tysklands flotteste middelalderlige storby. Det siger de selv
Vi lagde vejen forbi Regensburg en lummervarm junieftermiddag, og parkerede bilen på øen Oberen Wörhd for at komme tættest muligt på poppelalléen med de kæmpestore, gamle popler. Vi bad Google Maps vise vej, og kom til at vade hele vejen uden om svømmeanlægget på øen, men pyt med det: Vi fandt alléen, der flankerer en travesti langs Donau hen mod broen Pfaffensteiner Steg. Fra Pfaffensteiner Steg kan man i øvrigt fortsætte langs floden hen til den gamle stenbro og følge den ind til den gamle bydel.
Poppeltræerne er enorme. Et par meter i omkreds, vil jeg tro, så de må være gamle. Man kommer uvægerligt til at spekulere over, om den, der plantede træerne, skabte “mønstret” md overlæg, eller om magien bare opstod med tiden. Flot er det i hvert fald. Enormt flot.
Flot gammel bro med fantastisk vue over den gamle by
Da vi var færdige med at beundre træerne, satte vi kurs mod Altstadt. Det var afskyeligt varmt, og vi var dødmisundelige på de lokale, der plaskede rundt i floden og blev kølet af.
Over den fantastiske bro skulle man se sig for, for cyklisterne havde fart på. Alligevel kunne man ikke lade være med at stoppe op hele tiden for at tage billeder: Sikke en skyline! Derefter ind til Altstadt, for at få noget at spise.
Den fine gamle by fortjener mere opmærksomhed
Kald mig bare barnlig, men når vi spiser i en by, der hedder noget med …burg, skal vi altså have en burger. I dette tilfælde en Regensburger. Den var god! Men det trak op til uvejr, og midtbyen tømtes for mennesker på rekordtid. Det resulterede vist desværre også i, at vi huggede maden i os i en fart og skyndte os tilbage mod bilen. Den smukke by studerede vi ikke nær så grundigt, som vi burde. Men den er smuk – den kan bestemt anbefales.
Da vi satte os ind i bilen, for det første lyn hen over himlen, og hele aftenen til et godt stykke tid efter midnat lynede og bragede det, som vi aldrig har oplevet tordenvejr før.
PS: Er Regensburg rent faktisk en storby? Ikke efter den almindelige definition på begrebet, der tilsiger at en storby har over 1 mio. indbyggere. Men der findes andre definitioner…
- Området, hvor floderne Donau og Regen løber sammen, har været beboet siden stenalderen. Det ældste kendte navn er keltisk: Radasbona.
-
Byens stolthed er Steinerne Brücke - den gamle stenbro over Donau, som er Tysklands ældste - med byporten, Porta Prætoria. Broen er bygget i perioden 1135 til 1146 , mens Regensburg stadig var en del af romerriget, og byggeriet vakte så stor opsigt, at det kom til at danne skole, og blandt andet var forbillede for den berømte Karlsbro i Prag.
- Der er meget liv i Regensburg, som har godt 150.000 indbyggere. Det er en universitetsby, og det betyder, at der er mange unge, der hænger ud langs floden og i midtbyen. Byen minder egentlig om Heidelberg, synes jeg. Men den er flottere med sine mange fine, gamle bygninger.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
