Klassisk ridderborg og nok den sejeste ruin ved Mosel

Burg Thurant er ikke så kendt som Burg Eltz og Reichsburg Cochem, men heller ikke så overrendt, og det er måske med til at gøre oplevelsen mere autentisk? Vi synes, det er en af de skønneste historiske oplevelser ved Mosel.

Meget at se

Rundt på
borgen

Thurant-borgen ser næsten ud til at gro op af klippegrunden helt ude på kanten af bjergryggen. Den er omgivet af en imponerende ringmur. 

Man kan komme op og ned og rundt omkring på hele borgområdet og nyde den middelalderlige stemning, for ikke at nævne den fantastiske udsigt over Mosel.

Fotos: Tyskofyt

Ærkerivaler

Dobbelt borg
= 2 af det hele

Thurant adskiller sig fra andre borge ved at være dobbelt.

Borgen er bygget i slutningen af 1100-tallet af ærkebiskoppen af Köln, efter et felttog til byen Turan (nu Tyr i Libanon), heraf navnet Thurant.

Få år senere måtte bispesædet i Köln efter stridigheder affinde sig med at dele borgen med ærkebiskoppen af Trier, og derfor blev borgen udstyret med to tårne, to beboelsesområder og separate indgange.

Privat eje

Forfaldt
efter krig

I starten af 1500-tallet begyndte Burg Thurant at forfalde og under den Pfalziske arvefølgekrig, 1688-1697, blev den lagt i ruiner.

Allerede i 1700-tallet kom ruinen i privat eje, men først i begyndelsen af 1900-tallet blev den restaureret. 

Borgen er både en af de ældste i Moseldalen og en af de bedst bevarede i privat eje. Den drives som et familieforetagende og er åben mere eller mindre året rundt (mod entré). 

Hvis du har penge nok på lommen, kan du forresten overnatte på borgen. Indenfor murene er der en enkelt, ultra charmerende feriebolig, Ferienhaus Sporkhorst, med plads til max. seks gæster. Det ser fristende ud, synes vi, men billigt er det ikke!

" Burg Thurant er en skøn borgruin at snuse rundt i, og har som så mange borge en fantastisk udsigt "
Tyskofyt
Tysklandsfan

KONTAKT

Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.

RETTIGHEDER

Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.

Del indlægget