Landsbyen Dömitz med den store, flotte fæstning af samme navn, kunne være en af Tysklands mange smukke bindingsværksbyer. Der er masser af bindingsværk – og mindst én storkerede. Vi havde nær slået en stork ihjel på vejen dertil. Den kom flyvende med kurs direkte mod vores forrude. Da den ramte en gren på et vejtræ med sine lange ben, troede jeg, dens skæbne var beseglet, og at vi ville blive storkemordere og buh’et ud af Tyskland på sommerferiens allerførste dag. Men sammenstødet med grenen slog i stedet storken i opadgående retning – over bilen – og både vi og storken kunne fortsætte vores færd.
Dömitz by og fæstning: Kunne være en perle, men ligner mere en samling ruiner
Den femkantede Festung Dömitz er bygget i anden halvdel af 1500-tallet med det formål at sikre Mecklenburgs sydvestlige grænse og kontrollere og kradse told ind fra trafikken på Elben. Fæstningen var i brug indtil 1894. Den er det eneste fuldkommen bevarede anlæg af sin type, og blev allerede i DDR-tiden erklæret mindesmærke.
I bydelen omkring borgen, der fremstår som en lille ø mellem floderne Elben, Dove Elbe og Elde, er der fine og velholdte bindingsværkshuse, men samlet set er landsbyidyllen alligevel noget krakeleret. Mange af byens huse, som har været flotte i byens storhedstid, er desværre i ussel forfatning.
Hvor kragerne vender?
Vi kørte videre mod Tangermünde mens vi snakkede om, hvad det er der gør, at nogle gamle bindingsværksbyer bliver restaureret og vedligeholdt til perfektion, til glæde for både beboere og turister, mens andre forfalder. Måske ligger byen for afsides til at tiltrække pengestærke købere og investorer?
Du kan læse meget mere om Dömitz-fæstningen lige her (på tysk).
- I 1235 nævnes borgen første gang i skriftlige kilder, men man formoder, at der allerede tidligere har været en fæstning på stedet. Byen Dömitz er nævnt første gang i 1259.
- Borgen blev nedlagt i 1353, fordi den blev brugt som udgangspunkt for plyndringer, og den nuværende fæstning blev bygget i perioden 1554 til 1565.
- I slutningen af 1800-tallet blev der bygget et sprængstofværk, som i 1912 blev overtaget af Alfred Nobel & Co. Værket blev lukket efter 1. verdenskrig.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
