Der er mange ting at tage hensyn til, når man planlægger sin sommerferie. Efter vores ferie i Sydtyskland i 2022 kom der et nyt punkt på tjeklisten: G7-topmødet. Tjek, hvor det holdes i år! I 2022 var det på Schloss Elmau mellem Mittenwald og Garmisch-Partenkirchen – samtidig med os – og det vrimlede med Polizei i området. Jeg har aldrig set noget lignende.
Undgå G7-pingerne: Hold kæft, de er irriterende at holde ferie sammen med
Noget af det, jeg havde glædet mig mest til, var vandreturen i Partnachklamm, som er en helt fantastisk kløft, floden Partnach flyder igennem. Med stier og gangbroer og nogle steder helt “overdækket” af klipperne.
Men Partnachklamm står stadig på min rejse-bucketlist, for vi kunne simpelt hen ikke finde en rute forbi politiet og deres utallige omkørsler og afspærringer. Vi blev frustrerede, for nu at sige det pænt. Vi blev pisse-frustrerede.
Papirer? Hvilke papirer???
Det startede allerede, da vi var på vej til vores ferielejlighed i Grainau. Ruten førte os en smut ind i Østrig, og da vi ville tilbage over grænsen til Tyskland, ramte vi et checkpoint, hvor en venlig politidame ville se vores og bilens papirer. Vores pas har vi altid med for en god ordens skyld. Men bilens papirer??? Dem har vi da ikke styr på! Lykkeligvis lykkedes det Hr. Tyskofyt at grave en kopi af et eller andet frem af handskerummet, og det var åbenbart tilfredsstillende, for vi fik lov at entrere Tyskland.
Zugspitze - toppen af Tyskland
Vejret i alperne er ustabilt, og vejrudsigten var ikke lovende. Men mens vi stod og svedte sammen med politiet, var vejret flot og klart, så vi bestemte os impulsivt for at tage på Zugspitze, før vi tjekkede ind i vores ferielejlighed. Man vil jo gerne kunne se noget, når man bruger en mindre formue på at komme op på Tysklands højeste alpetop. Det kunne vi også: Hundredevis af bjergtinder så langt øjet rakte – og lige så mange politifolk og jægersoldater. Men i det mindste havde de ikke lukket Zugspitze-banen ned, og oplevelsen var fuldstændig fantastisk.
Det var dagen efter, at vi forsøgte at komme til Partnachklamm. Resten af ferien undgik vi simpelthen – desværre – Garmisch-Partenkirchen.
Sommerferien 2023 står for døren
Selvfølgelig er det meget sjovt at tænke på at spidserne fra USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan (verdens 7 største industrinationer) sad og diskuterede “globale løsninger på globale udfordringer” lige i nabolaget. Og måske var nogle af dem endda på Zugspitze samme dag som os? Vi mødte i hvert fald limousiner med tonede ruder, da vi kom ned fra bjerget…
Men det er ikke noget, vi behøver opleve igen, og jeg HAR tjekket, hvor G7 holder til i år – i Japan! Og det er heldigvis allerede overstået!
Så vi frygter ikke andet end Stau på Autobahn, når vi tager afsted igen. For anden gang i vores liv skal vi afsted i to uger, og vi skal bare sove én gang til, så tager vi på sommerferie – yay!
Vi starter i Tangermünde, kører videre til Essing ved Donau og skal ende i Berchtesgadener Land. Jeg har markeret nogle stoppunkter på køreturene. Det er steder, vi gerne vil se – hvis tiden og trafikken tillader det.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
