Helt ærligt troede jeg, at crocs var fortrinligt vandrefodtøj. Den tykke, elastiske sål og de vidunderlige åndehuller – fås det bedre? Ja. Helt ubetinget ja! Mine crocs har travet rundt i Bremen, Harzen, Celle, Saksisk Schweiz, ved Mosel, Main og Rhinen. I alperne og mange andre steder. Med mange, små (og store) pauser undervejs. Jeg var oberbevist om, at mine skavanker og min elendige kondi var eneste årsager til at jeg så hurtigt gik død. Jeg tog fejl.
Jeg har pensioneret mine elskede crocs
Efter alperne i sommeren 2022 tog jeg min begejstring for crocs op til fornyet overvejelse. Der var sgu da ingen af de mange tyske vandrefugle, der gik rundt i crocs.
Jeg begyndte at læse om vandrestøvler, vandresko og vandresandaler. Jeg læste og kiggede annoncer og tjekkede hitlister. Det er lidt dyrt, sådan noget fodtøj, men hvis det nu gjorde gavn?
Før jeg foretog en investering, trak jeg i min søns aflagte vandrestøvler og tog på nogle ture. De var okay, men jeg var ved at dø af overophedede fødder. Det var i sensommeren 2022. Jeg er nærig, men tog mig til sidst sammen og bestilte et par vandresandaler, og de nåede lige akkurat frem, inden vi skulle på forlænget weekend i Harzen.
Føles som et par nye og bedre fødder
Jeg kunne mærke det lige med det samme, jeg tog dem på: De var vidunderlige. Jeg turde næsten ikke tro det. Jeg var bange for, om de ville gnave, indtil de var gået til, men det gjorde de ikke.
Jeg kan bedst beskrive det sådan, at det ikke føles som nye sko, men som om mine fødder er blevet opgraderet. Jeg kan gå tre gange så langt som i mine crocs, og være mindre medtaget bagefter. Det er klart, at fodtøj ikke reparerer mit brok, og det bliver ved med at være ubehageligt at gå op ad bakke og op ad trappe, men de gamle skader i benene holder sig meget mere i ro, når jeg går i sandalerne. Jeg skal bare huske at tage korte skridt, så går det derudaf (nåja, indtil brokket kræver en siddepause).
Mine crocs lever, men nogle gange må de blive hjemme
Jeg ville allerhelst gå i sandalerne året rundt, men det er jo lidt upraktisk, når der er vådt i skoven om vinteren, så jeg har købt et par vandrestøvler af samme mærke (Jeg skriver ikke, hvilket mærke, for jeg laver ikke reklame!).
Støvlerne er også rigtig gode med en fantastisk støtte omkring hælene. Men jeg glæder mig helt vildt til det bliver sandalvejr igen!
PS: Jeg går stadig i crocs det meste af tiden, men når jeg skal GÅ, må de blive hjemme.
RETTIGHEDER
Tekst, billeder og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Tyskofyt forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.
OPLYSNINGER
KONTAKT
Har du kommentarer, forslag eller lyst til at annoncere på Tyskofyt? Så kontakt os på lone@skrold.dk.
